Der er nok mange der vil mene, at de unge i dag har det forholdsvist let.
For blot få generationer siden så alting anderledes ud. Der måtte den danske ungdom stå tidligt op for at arbejde, også i ferierne og weekenderne. Der var ikke råderum i økonomien til den enorme frihed, som børn og unge har i dag.
Dette er ikke en bebrejdelse: Det er en gave at vi i dagens Danmark kan lade børn forblive børn i længere tid, men det betyder også at de unge poder ikke længere er så stor en del af familiens økonomi som tidligere, og der mangler muligvis en fundamental forståelse af økonomi.
Lidt under hver sjette af de unge danskere ender i gældsproblemer, inden de er fyldt 27 år grundet dyre kreditkortlån. Det er en skæbne enhver forælder bør forsøge at spare deres børn for.
Forklar dit barn hvad ting koster
Man kunne naturligvis ønske at regeringen på basis af ovenstående, ville sørge for at ”økonomi” kom på matematikskemaet i de danske folkeskoler. Indtil dette sker, er det dog stadig din opgave som forældre at give dine børn de rette kompetencer til at kunne begå sig økonomisk i fremtiden.
En af de større problematikker hos børn og unge, er ofte en manglende forståelse af hvilken værdi ting omkring dem har. Dette spejles meget morsomt i den generelle karikatur det danske samfund har udviklet om unge, der vredt forlanger bukser til 600 kr. og ikke kan forstå at deres forældre siger nej, når nu de smarte designerbukser er så livsnødvendige!
Naturligvis er dette en karikatur af en grund – virkeligheden ser langt fra sådan ud, men derfor er det bestemt ikke en dårlig ide at lære alle i familien, hvad ting i den virkelige verden koster.
Eksperter foreslår, at dette problem imødekommes gennem sammenligning: Giv dine børn nogle eksempler fra den virkelige verden på reelle varer der eksisterer, og sammenlign eks. ved at fortælle, hvor mange timer mor og far skal arbejde for at kunne købe denne vare: Intet giver en teenager, der er pinligt berørt over familiens brugte Audi et koldt reality-tjek, som at forklare hvor mange måneder eller år de skal arbejde, for at købe en bmw x6 m.
Lommepenge – ansvar, værdiforståelse, profit!
Hvad angår lommepenge, så begynd på dette tidligt. Giv lommepenge og et passende jobansvar, tilpasset alderstrinnet. Dette lærer dem at tage ansvar og giver dem mulighed for at forstå tings værdi i en målestok som de kan føle på egen krop. 1 pakke Pokemon kort = 2 timers havearbejde.
Det er ydermere meget gavnligt at inddrage unge i husets hverdags- og husholdningsøkonomi, omend i et begrænset omfang.
Lad dem følge med i, hvad du betaler for vandforbruget hver måned, og udregn sammen hvor meget det koster at lade vandhanen løbe, mens de børster tænder. Skal I have en ny billig internetudbyder, så inddrag dem i at søge efter en billig pakke, som familien kan leve med.
På denne måde bliver de yngste i familien en del af planlægningen, og udvikler den rette livsnødvendige indsigt i økonomi, til at kunne begå sig i voksenlivet.